Tag en tudekiks, spænd hjelmen og kom ind i kampen

Jeg har i dag hørt to sygeplejersker udtale sig om den genåbning af samfundet, der i morges var forstående, og senere den genåbning, der blev aktuel. Den genåbning, der sker fra på mandag stemmer stort set overens med den, der mentes tidligere på dagen at komme til at være gældende.

Genåbningen er som bekendt i skoler i Vestjylland, Nordjylland og Bornholm, samt visse butikker, og er ikke ens over hele landet. De to sygeplejersker, den ene ansat på Skejby Sygehus, kritiserede genåbningen for at være for stor.

Min første tanke var, at de ikke var særligt kløgtigt, for at udtrykke det meget diplomatisk. Ved nærmere eftertanke, virker det på mig som om, at de ikke har gennemtænkt dette helt, eller ser det lidt større billede.

Kritikken går på, at de vil blive pressede, og måske også opleve mere stress i deres hverdag. Min kommentar er kort; Velkommen til min verden. Det er det, som jeg og min branche har levet med i et helt år nu. Vi mange i hele samfundet, der er godt trætte af Corona, og de restriktioner, de har medført.

For det første er de vist ikke helt klar over, hvor pengene til at betale deres løn kommer fra. Det er fra private virksomheder, og ansatte i private virksomheder, der betaler deres skat. Mange brancher bløder meget i økonomisk forstand. De er de penge, som I lever af. Vi er også nødt til at have noget mere gang i vores samfundsøkonomi.

De psykiske konsekvenser begynder virkelig at sætte sine spor. Det har i min verden uundgåeligt, at der vil komme pres på sygehusvæsenet uanset, hvorvidt der bliver genåbnet, som annonceret, mere end annonceret eller mindre. Den eneste forskel er, hvilken indgang patienter kommer ind af ude på Skejby Sygehus. Enten indgang G eller J til intensivafdelingerne, eller indgang K til Psykiatrien.

For at vende tilbage til det økonomiske spor, og dermed også en stressfaktor. Så, sygeplejerske, dit levebrød, din løn, din arbejdsplads er ikke i fare, i det mindste i meget lang tid. Hverdagen for mig, og mange af mine kollegaer er, at de virksomheder, vi enten ejer, eller arbejde for, er i alvorlig fare for at bukke under. Vi har svært ved at have en indtjening, der gør, at vi kan tjene en dagpengesats, og hjælpepakker; Hvad er det?

Jeg mener, at I har svært ved at tillade jer at klynke. Hvis I skal kollektiv skal tillade jer klynkeriet, skal I gå betragtelig op i timer, og ned i løn. Ellers tag en tudekiks, spænd hjelmen og kom ind i kampen.

Så blev det efterår og vinter

Mit efterår startede med en ferie på to uger. Det var hårdt tiltrængt. Jeg havde en lejlighed i Berlin til rådighed, og tog derfor på ferie der. Der var, som hjemme, restriktioner. Man var lidt mere ”hårde” i form at brug af mundbind.

Fra den 18. september kom der nye restriktioner. Restaurationer og barer skulle nu lukke klokken 22. Der var også kommet flere biler på gaden i forhold til tidligere. Dette betød, at jeg for første gang oplevede et reelt fald i omsætningen, og dermed også i indtjeningen.

Dette har gjort mig en anelse harm. Det er forståeligt nok, at der som følge af restriktionerne er færre ture, og dermed også en mindre omsætning. Det der gør mig en anelse harm er, at blive ramt negativ af hjælpepakkerne hele 3 gange.

Vi kommer ikke udenom, at der kommer en regning for hjælpepakkerne, der på et eller andet tidspunkt skal betales. Dette kan meget vel betyde, at der enten kommer øgede skatter og afgifter, eller besparelser i den offentlige sektor. Den anden er, at der reelt ikke er nogle hjælpepakker, der giver noget konkret til vores lille del af branchen. Den tredje er, at jeg oplever en nedgang i indkomsten.

Restriktionerne har også betydet, at antallet af julefrokoster er yderst begrænset. Det er normalt en højsæson for os. Det ser umiddelbart ud til, at nytårsaften godt kan blive lidt af en fuser i vores branche.

Sensommeren 2020

Det var en søndag aften. Mere præcist den 9. august. Jeg var ude at køre en aftenvagt. Det var en lun aften. Jeg var på et tidspunkt kørt op på Banegården og holdt ind i kaperrækken. Der begyndte at falde en indre ro for mig.

Det så ud til, at jeg kunne komme tilbage til nattevagten, når skolerne nu startede igen fra dagen efter. Det var lige i sidste øjeblik, at jeg undgik at skulle køre skoleturen igen på en fast basis. Der var et par få dage forinden kommet en løsning, hvorved der startede en ny kollega mandag morgen, der skulle have denne tur fast. Som jeg husker det, havde jeg gjort det klart for min vognmand, at det var ikke en opgave, jeg magtede.

Jeg fandt ud af, at det passer mig bedst at være på nattevagten. Der er nogle frihedsgrader forbundet med nattevagten, som der ikke er for dagvagten. En af dem er, at der ikke er den samme forventning om, at man møder præcist på et bestemt tidspunkt, og kører vagten helt ud, dvs nærmest til det tidspunkt, hvor man bytter med natmanden. Det er en væsentlig årsag til, at jeg kan fungere i dette job.

Løsningen med den nye kollega holdt kun i 4 uger. Så måtte jeg træde til, og køre skoleturen. Dette blev dog kun til 2 uger. Jeg havde ønsket at få 2 ugers ferie, hvilket jeg ikke havde noget problem med at få. En ny kollega blev ansat. En person, jeg kendte i forvejen fra branchen.

Genåbningens anden fase

Den 7, maj var en af de dage, hvor der blev offentliggjort en plan for anden fase af genåbningen af landet. Nogle af de ting, der blev genåbnet var restaurationer, barer og cafeer. I det mindste kom noget af ”nattelivet” tilbage. Dog skulle alle disse steder lukket til midnat. Diskoteker var dog ikke en del af denne genåbning, hvilket ikke var uventet. Disse bliver nok blandt de sidste, der må åbne.

Dette betød, at der kom lidt mere gang i gaden fredag og lørdag aften. Der kom også flere biler på gaden disse aftenen, omend nok omkring en tredjedel stadig ikke var på gaden i forhold til før nedlukningen.

Jeg havde stadig ”mine” skolebørn på alle hverdagsmorgener. Jeg tog stadig også ture fredag og lørdag aften. Jeg var kommet ind i en ny rutine. Jeg arbejde stadig meget, og mere end jeg gjorde før. Jeg kunne i det mindste nogenlunde stadig holde min omsætning, og dermed også min egen indkomst.

Dette begyndte at tære. Jeg begyndte at udvikle symptomer på stress. Jeg genkendte dem med det samme. Jeg havde trods alt prøvet at gå ned med stress to gange før. Heldigvis havde jeg nogen, jeg kunne række ud til. Og godt for mig, kunne jeg få noget hjælp til dette. Men der var stadig lang tid til sidste skoledag inden sommerferien, der i Aarhus var 28. juni.

Det var planen, at jeg skulle køre skoleturen indtil sommerferien, og der så forhåbentligt var kommet en løsning, således jeg ikke skulle køre skoleturen efter sommerferien. Jeg skulle dog være backup i tilfælde af, at planen ikke holdt.

Sommerferie (i det mindste for skolerne)

Så var det endelig blevet ferie for skolerne. Der var ikke længere skoleture på om morgenen. Det blev en lettelse for mig. Det var en stressfaktor for mig at køre denne skoletur. Ikke på grund af børnene, men grundet, at jeg havde den faste tur, og dermed skulle være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

Det var også i den forbindelse, at det endelig fuldt gik op for mig, at jeg ikke skulle være vognmand selv. Jeg havde i efteråret 2018 gået med den idé. Jeg var kommet så langt, at jeg havde undersøgt hvad det kræves at holde en vogn kørende i økonomisk forstand. Jeg ville køre selv, men lagde idéen på hylden, idet indtjeningen skulle være på mindst 65000 kroner om måneden, hvis jeg også skulle have en bare anstændig indtjening til mig selv.

Jeg havde haft bilen for mig selv, og kunne virkelig mærke, hvor mange timer, jeg skulle være i bilen for at skabe en omsætning, der gav mig en anstændig løn til mig selv som chauffør. At være vognmand ville betyde, at jeg skulle være endnu flere timer i bilen, og havde det administrative arbejde ved siden af. Dette ville blive mere arbejde, end jeg kunne klare.

Jeg kørte stadig en del dagvagter i skolernes ferie, samt jeg havde fredag og lørdag aften. Jeg kom ned på et mere normalt timeantal for en taxachauffør. Jeg havde også en kollega, der kunne tage nogle aftenvagter på hverdage. Mit stressniveau faldt betydeligt.

Genåbningens første fase

Foråret var, i et samfundsmæssigt og politisk perspektiv, præget af den den pressemøder, hvor adskillige ministre og topembedsmænd jævnligt var på fjernsyn, idet indholdet må siges at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Et af disse var 6. april.

En del områder kunne nu genåbnes. Dette gjaldt blandt andet de små klasser i skolen, samt børn med specielle behov. Dette betød, at jeg fik skolebørn på bilen om morgenen på alle hverdage fra 20. april.

Jeg begyndte at køre om dagen i stedet. Fra klokken 12 og nogle timer frem var der ture fra forskellige skoler rundt omkring i byen, hvor børnene skulle hjem igen. Her kunne man ofte ”fange” et par ture.

En anden ting, der også skete var, at sygehusene var begyndt at åbne op igen for behandling af patienter i større skala. Dette skabte også et behov for, at disse patienter skulle til og fra sygehusene i denne forbindelse. Man havde fra Midttrafiks side besluttet, at man i videst muligt omfang kun ville have en passager med i bilerne ad gangen. Dette skabte et større behov for taxaer, der også kørte ture for Midttrafik.

Jeg lurede, at der et tidsrum om omtrent 4 timer på hverdage, hvor der var en del af disse ture. Af denne grund kørte jeg til Skejby Sygehus ofte i dette tidsrum, når jeg ikke ellers optaget. Min argumentation var, at jeg hellere ville køre en tur for Midttrafik end ikke at køre en tur. Ture for Midttrafik er ikke så godt aflønnet i forhold til den tid, man bruger på en tur sammenlignet med at køre en tur med en ”normal” kunde.

De unge mennesker festede fortsat videre. Set fra mit sæde var det i samme mønster som hidtil under denne nedlukning med små private fester rundt omkring i byen. Det var endnu engang et nyt mønster. Jeg kunne da i det mindste holde min omsætning, selvom det betød endnu flere timer på arbejde.

Et underligt forår

Det var en fredag. Datoen var 13. marts 2020. Denne dag var landet lukket ned grundet Corona virus. Klokken var 1729, da jeg kørte mit loginkort igennem, og min vagt startede. Jeg havde sat mig ind i den Mercedes E220d, der var den ene af de to biler, jeg normalt kører på. Det blev en meget stille vagt for en fredag. Da jeg afsluttede min vagt næste morgen klokken 652, havde jeg en omsætning på 1903 kroner. Dette var godt 3000 kroner under, hvad man kunne køre ind på en vagt en fredag aften under normale omstændigheder.

Vi var 4, der kørte fuld tid, eller rettere, hvad der i taxaverdenen er fuld tid på to biler. Vi havde, som vel nok de fleste andre, ingen anelse om, hvor længe disse samfundsmæssige ændringer ville stå på. Den ene af vi 4 er vognmanden og 3 ansatte chauffører. Vi havde en stærk formodning om, at omsætningen ville falde drastisk, hvorved vi ikke kunne oppebære en omsætning, der kunne give en løn, der var tilfredsstillende.

Jeg ville gerne fortsætte på arbejde. Det endte med, at de 2 andre ansatte chauffører blev afskediget, og jeg fortsatte. Det betød, at der nu kun var vognmanden og mig tilbage til 2 biler. Jeg blev sat i Merceren. Jeg stod i et valgt mellem at risikere at blive smittet med Corona eller mit mentale helbred. Jeg har erfaring for, at den struktur, der følger med et arbejde vil en stor stressfaktor.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det kørselsmønster, jeg havde ikke duede i forhold til at få ture. Jeg kørte normalt om aftenen og natten, hvilket jeg fortsatte med. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var en meget dårlig idé at holde på Banegården og vente på en tur. På Banegården var der normalt en del ture med folk, der kom med toget.

Jeg fandt relativt hurtigt en mønster i turene, der virkede for mig. Jeg fandt et tidsrum og en del af byen, der virkede for mig. Der var historier i medierne om, at vores branche have mistet 80% af omsætningen, hvilket naturligvis kan mærkes. Min vurderingen var, at en næsten lige så stor andel af de biler, der normalt var på en hverdagsaften ikke længere var på, men på de steder, hvor de normalt parkerer.

I kraft af dette, kunne jeg nogenlunde holde min omsætning og dermed også min løn, omend jeg måtte bruge op til omtrent 10 timer ekstra om ugen på jobbet. Men når man godt kan lide sit og sin chef, er man også villig til at gøre en ekstra indsats. Jeg havde den yderligere frihed, at jeg nu helt selv kunne bestemme mine arbejdstider, da jeg var alene på bilen.

Hele landet var som bekendt så godt som lukket ned, og dermed også nattelivet, hvilket normalt giver en betragtelig del af omsætningen for taxabranchen. Normalt kunne man som natchauffør godt tjene omtrent 60% af sin omsætning på en fredag og lørdag aften. Jeg bemærkede, ligesom en del andre, at de unge mennesker stadig festede i weekenderne, men i stedet for at tage ned til midtbyen, havde de små private fester rundt omkring i byen.

Jeg havde for vane blandt andet at høre radioavisen, når jeg var på arbejde og ikke lige havde kunder i bilen. En af de relativt få gode ting i denne periode, når man kørte om natten var, at man fra Danmarks Radios side have besluttet sig for at have en radiovært på en samsending på blandt andet P4, som jeg oftest lytter til, i stedet for den vanlige natradio. Jeg syntes, at dette var en ganske rar ting, at der var en stemme i natten.

Det var en meget ensom tid i taxaen i forhold til normalt. Jeg havde et billede af, at vi taxachauffører i metaforisk betydning var en flok ensomme ulve, der var ude at jage. I vores tilfælde ture, og dermed også indkomst. Da alt mere eller mindre var lukket, var der heller ikke megen trafik på vejene. Det føles nærmest som en spøgelsesby at køre rundt i.