Tag en tudekiks, spænd hjelmen og kom ind i kampen

Jeg har i dag hørt to sygeplejersker udtale sig om den genåbning af samfundet, der i morges var forstående, og senere den genåbning, der blev aktuel. Den genåbning, der sker fra på mandag stemmer stort set overens med den, der mentes tidligere på dagen at komme til at være gældende.

Genåbningen er som bekendt i skoler i Vestjylland, Nordjylland og Bornholm, samt visse butikker, og er ikke ens over hele landet. De to sygeplejersker, den ene ansat på Skejby Sygehus, kritiserede genåbningen for at være for stor.

Min første tanke var, at de ikke var særligt kløgtigt, for at udtrykke det meget diplomatisk. Ved nærmere eftertanke, virker det på mig som om, at de ikke har gennemtænkt dette helt, eller ser det lidt større billede.

Kritikken går på, at de vil blive pressede, og måske også opleve mere stress i deres hverdag. Min kommentar er kort; Velkommen til min verden. Det er det, som jeg og min branche har levet med i et helt år nu. Vi mange i hele samfundet, der er godt trætte af Corona, og de restriktioner, de har medført.

For det første er de vist ikke helt klar over, hvor pengene til at betale deres løn kommer fra. Det er fra private virksomheder, og ansatte i private virksomheder, der betaler deres skat. Mange brancher bløder meget i økonomisk forstand. De er de penge, som I lever af. Vi er også nødt til at have noget mere gang i vores samfundsøkonomi.

De psykiske konsekvenser begynder virkelig at sætte sine spor. Det har i min verden uundgåeligt, at der vil komme pres på sygehusvæsenet uanset, hvorvidt der bliver genåbnet, som annonceret, mere end annonceret eller mindre. Den eneste forskel er, hvilken indgang patienter kommer ind af ude på Skejby Sygehus. Enten indgang G eller J til intensivafdelingerne, eller indgang K til Psykiatrien.

For at vende tilbage til det økonomiske spor, og dermed også en stressfaktor. Så, sygeplejerske, dit levebrød, din løn, din arbejdsplads er ikke i fare, i det mindste i meget lang tid. Hverdagen for mig, og mange af mine kollegaer er, at de virksomheder, vi enten ejer, eller arbejde for, er i alvorlig fare for at bukke under. Vi har svært ved at have en indtjening, der gør, at vi kan tjene en dagpengesats, og hjælpepakker; Hvad er det?

Jeg mener, at I har svært ved at tillade jer at klynke. Hvis I skal kollektiv skal tillade jer klynkeriet, skal I gå betragtelig op i timer, og ned i løn. Ellers tag en tudekiks, spænd hjelmen og kom ind i kampen.

Så er der fest – eller noget

Så er det sket. Vi er kommet ind i 2021. De forgangne år har været noget specielt, og stærkt præget af et ord på 6 bogstaver. Selvom dette bliver et noget anderledes nytår, vil der stadig være nogle, der er ude at feste.

Ydermere de liberaliseringer i den nye taxalov, der trådte i kraft for nu 3 år siden, trådt i kraft. De betyder, at det at det nu er blevet nemt at komme ind i branchen. Også for nemt. For det første blev den tid man skal bruge på de nødvendige tilladelser for at satte sig bag rattet halveret. Det er ikke så godt for branchen.

Det andet er, at ”bare” man kan stille med 40000 kroner i sikkerhed, kan man nu få sin egen tilladelse, og dermed også sin egen taxa. På få uger kan man nu komme fra gaden og blive selvstændig.

Selvom jeg som udgangspunkt er for en liberalisering, mener jeg, at i dette tilfælde har det ikke været godt og det vil næppe blive bedre. Der vil helst sikkert være nogle lykkeriddere, der vil tage chancen, og andre der gør det lidt mere velovervejet.

Alligevel vil jeg opfordre til, at man lige tænker sig grundig om, og en anden, tredje og fjerde gang. Lav et realistisk budget. Kørselsmængden er noget reduceret grundet det lille ord på 6 bogstaver.

De bløde trafikanter

Dette kan nemt komme til at lyder som et surt opstød, eller at jeg prøver at spille hellig, eller at gøre mig selv bedre end, jeg selv er. Jeg oplever desværre ofte en meget respektløs adfærd derude i trafikken fra de bløde trafikanter. Titlen på indlægget er også lidt af et ordspil.

For et par uger oplevede jeg en situation derude, som jeg finder dybt uansvarligt. Jeg var kørt ud fra holdepladsen for at tage videre ud af Frederiks Allé. Jeg kommer ikke ret langt, før jeg må stoppe for rød lys.

Her kommer der så en cykelist på min højre side. Han ignorer fuldstændig det røde lys og kører videre. Han har desuden heller ikke lys. Jeg dytter af ham, idet han skaber en farlig situation. Jeg får fingeren. Da jeg kommer op til næste lyskryds, er der igen rødt lys, og jeg stopper. Det gør han ikke. I hans verden er det jo ikke ham, der gør noget forkert.

En anden situation, jeg oplevede en fredag eller lørdag aften i efteråret. Jeg var kommet ind ad Strandvejen, og vil dreje til venstre op ad Jægergårdsgade. Der er par punkter, hvor det er ret så mørkt, selv med gadebelysningen tændt.

Pludselig er der to cyklister uden lys. Heldigvis rammer jeg dem ikke. Der er heldigvis denne gang god afstand. De var ikke til at se med den belysning. Jeg er temmelig irriteret i denne situation. Da jeg ser i spejlet, at de er drejet af, og er bag mig, stopper jeg bilen og stiger ud. Jeg får dem stoppet, og spørger dem om, hvorvidt de er klar over, hvor tæt på de var at blive kørt ned. Den ene spørger dumt om hvorfor. Jeg pointerer det manglende lys. Lyset på cyklen handler om at blive set.

Jeg oplever også af og til at fodgængere, der står helt ude ved kanten ved fodgængerfelter. Jeg forstår ikke, at de tør. Der skal ikke meget til, før man har et køretøj oppe på fortovet. Nogle steder er der heller ikke meget plads. Ved at stå helt ude ved kanten, risikerer man også at få et spejl fra en bus i hovedet.

Den korte version ville være, at de bløde trafikanter gerne må sætte sig lidt bedre ind i de trafikale regler, vi har, og tænkte sig lidt om. Det er jo trods alt deres egen sikkerhed, der er på spil derude. Trafikken er et farligt sted. Et eksempel er, at præmien på min egen ulykkesforsikring er steget med hele 80%, siden jeg startede i transportbranchen. Før havde jeg et kontorjob.

Jeg har intet imod, at folk tager chancer med deres egen tilværelse, men når det går ud over andre, også tilfældige mennesker, går man over stregen. Det siges, at et færdselsuheld i gennemsnit koster en halv million kroner. Dette er de materielle skader sammen med omkostningerne i sundhedssektoren. Derudover kommer blandt andet sygedagedage, førtidspension, fleksydelse og mistede skatteindtægter til.

Der er desuden de menneskelige omkostninger. Det er din egen livskvalitet. Det går også ud over de mennesker, du er tættest på. Ydermere er der personen bag rattet i køretøjet. Det kan give nogle psykologiske problemer for vedkommende, som måske endda er behandlingskrævende. Vedkommende kan desuden være afhængig af sit kørekort, eksempelvis i forhold til arbejde. I et sådant uheld vil dette være i fare, og dermed vil det også have økonomiske konsekvenser for vedkommende, og de mennesker, der er afhængige af denne indkomst.

Budskabet er klart. Tænk jer om derude i trafikken. Alle sammen. Specielt de bløde trafikanter. Det er trods alt jer, det går hårdest ud over.