Tag en tudekiks, spænd hjelmen og kom ind i kampen

Jeg har i dag hørt to sygeplejersker udtale sig om den genåbning af samfundet, der i morges var forstående, og senere den genåbning, der blev aktuel. Den genåbning, der sker fra på mandag stemmer stort set overens med den, der mentes tidligere på dagen at komme til at være gældende.

Genåbningen er som bekendt i skoler i Vestjylland, Nordjylland og Bornholm, samt visse butikker, og er ikke ens over hele landet. De to sygeplejersker, den ene ansat på Skejby Sygehus, kritiserede genåbningen for at være for stor.

Min første tanke var, at de ikke var særligt kløgtigt, for at udtrykke det meget diplomatisk. Ved nærmere eftertanke, virker det på mig som om, at de ikke har gennemtænkt dette helt, eller ser det lidt større billede.

Kritikken går på, at de vil blive pressede, og måske også opleve mere stress i deres hverdag. Min kommentar er kort; Velkommen til min verden. Det er det, som jeg og min branche har levet med i et helt år nu. Vi mange i hele samfundet, der er godt trætte af Corona, og de restriktioner, de har medført.

For det første er de vist ikke helt klar over, hvor pengene til at betale deres løn kommer fra. Det er fra private virksomheder, og ansatte i private virksomheder, der betaler deres skat. Mange brancher bløder meget i økonomisk forstand. De er de penge, som I lever af. Vi er også nødt til at have noget mere gang i vores samfundsøkonomi.

De psykiske konsekvenser begynder virkelig at sætte sine spor. Det har i min verden uundgåeligt, at der vil komme pres på sygehusvæsenet uanset, hvorvidt der bliver genåbnet, som annonceret, mere end annonceret eller mindre. Den eneste forskel er, hvilken indgang patienter kommer ind af ude på Skejby Sygehus. Enten indgang G eller J til intensivafdelingerne, eller indgang K til Psykiatrien.

For at vende tilbage til det økonomiske spor, og dermed også en stressfaktor. Så, sygeplejerske, dit levebrød, din løn, din arbejdsplads er ikke i fare, i det mindste i meget lang tid. Hverdagen for mig, og mange af mine kollegaer er, at de virksomheder, vi enten ejer, eller arbejde for, er i alvorlig fare for at bukke under. Vi har svært ved at have en indtjening, der gør, at vi kan tjene en dagpengesats, og hjælpepakker; Hvad er det?

Jeg mener, at I har svært ved at tillade jer at klynke. Hvis I skal kollektiv skal tillade jer klynkeriet, skal I gå betragtelig op i timer, og ned i løn. Ellers tag en tudekiks, spænd hjelmen og kom ind i kampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *