Hvad er det bedste og værste ved jobbet ? (december 2020)

Det er i virkeligheden et definitionsspørgsmål. Det er dog en branche, der nok er noget anderledes end så mange andre. Jeg vil nok vove den påstand, at dette ikke er et job, men en livsstil, idet det kræver en del flere timer i forhold det normale fuldtidsjob.

Der er en del flere frihedsgrader end så mange andre steder, eller nok frihed under ansvar. Jeg kører primært om aftenen og natten, hvilket igen er lidt anderledes. Nok den primære forskel er, at det forventes af en dagvagt at møde på et meget fast tidspunkt, som i så mange andre job, og i højere grad kører de 11-12 timer ad gangen.

Som nattevagt er der lidt flere frihedsgrader i forhold til arbejdstider. Overordnet kan man godt slippe af sted med at have en lidt flydende mødetid. Ligeledes at kunne tage lidt tidligere hjem, når der ikke er så travlt. Man er dog interesseret i at være ”på gaden”, når der noget at lave, idet den omsætning, man genererer, har direkte indflydelse på ens løn. Det er typisk på hverdagsaftener, man kan tage tidligere hjem. Typisk har man kunne ”hente noget af det tabte” på en fredag og lørdag aften, da man oftest har bilen for sig selv. Dermed er det også der, man kan tage nogle ekstra timer.

Man har også meget stor indflydelse på, hvor man kører hen hvornår, forstået på den måde, hvilke områder af byen man kører til hvornår, når man ikke har kunder i bilen. Man er selvfølgelig interesseret i at få nogle ture, og kører derfor generelt til de områder, hvor man har gode erfaringer.

Det er en meget uforudsigelig arbejdsdag, man har. Man ved aldrig, hvilke kunder man får ind i sin bil eller, hvor man kommer hen. Dette kan selvfølgelig gå begge veje i forhold til, hvorvidt dette er godt eller skidt. I forhold til selve kørslen kan man ”ramme” småture, der ikke giver så meget i indtjening, hvilket ikke er så rart. Man kan også ramme nogle gode ture. Dette skulle dog over tid udligne sig selv, men alligevel er der et element af held involveret i dette.

Det andet er selv de mennesker, man får ind i sin taxa. De fleste mennesker udviser heldigvis en ret almindelig adfærd. Nogle kan man bedre med end andre. Der er så nogle enkelte, hvor man gerne vil have, at turen slutter hurtigst muligt. Her er det så op til en at være professionel. Det gør desværre også, at der er dele af byen, som jeg undgår.

Det værste ved jobbet er den respektløshed, man ofte udsættes for. Når det nu er, at man bestiller en taxa, vil det være rart, hvis alle nu var klar til at stige ind i bilen. Jeg oplever desværre ofte, at nogle mennesker er umådelig længe om at komme ud til bilen, der jo vil holde på gaden. Jeg vil ofte have ringet 3-4 minutter forinden, hvilket burde være længe nok til at komme ud.

Den anden er den nedladende adfærd, som man af og til udsættes for. Det kan godt være, at det er et element fra Janteloven, men den attitude om at være så meget bedre end en. Det vises ofte i tiltalemåden. Det drejer sig også nogle gange om evnen eller viljen til at betale for turen. Jeg får jo kun indkomst fra turen, hvis der kommer en betaling for denne. Jeg har desværre erfaring for, at det er nogle bestemte typer, og i bestemte områder af byen, der er eller giver problemer. Af denne grund undgår jeg så vidt muligt disse typer og områder af byen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *